Hvad enten du har betonloft, gipsloft, listeloft, kalket loft eller loft af profilbrædder, skal du oftest
ikke vaske loftet, inden du maler. Du kan, som regel, nøjes med en grundig støvsugning.
Kun, når der er tale om lofter der er meget snavsede og fedtede, efter f.eks. mados, brændeovn, eller efter tobaksrygning, er det nødvendigt at vaske inden der males.
Kalkede lofter skal vaskes til ikke-smittende bund og være tørre, inden de males.
Nemmeste måde at vaske lofter på, er at bruge to spande. En spand med vand og grundrens og en med rent vand, en god bred pensel og en stor svamp.
Brug penslen til at pensle vand, med grundrens, på loftet. Brug svampen, vredet op i rent vand, til at tørre efter med. Det er nødvendigt, at tørre efter med det samme, derfor er det en fordel, at være 2 om arbejdet. På den måde, får du ikke gjort loftet mere vådt, end nødvendigt.
Særligt på listelofter, kan unødigt vandpjaskeri føre de gullige, vandopløselige, farvestoffer frem til overfladen, så de trænger gennem den efterfølgende maling.
Har listeloftet knaster der sveder, skal disse omhyggeligt afskrabes, affedtes med sprit eller rensebenzin og forsegles med knastelak. Listelofter bør altid grundes med en isolerende grundmaling, inden færdigmaling. Brug f.eks.
Isoprimer eller tilsvarende, spærrende vandig grunder.
Isolerende grundmaling skal tørre mindst 24 timer, inden viderebehandling.